I del 1 lærte I, hvilken vej luften tager fra atmosfæren til luftrøret, lungerne, alveolerne, blodet og til sidst cellerne. Og i den proces kan der opstå flere flaskehalse. Derudover kom vi kort ind på, at CO2 er en afgørende faktor for, at vi kan udnytte den ilt, der er i kroppen. CO2 er ikke et affaldsprodukt. Det har vigtige funktioner.

Nøgleordet, når det kommer til vores vejrtrækning, er Balance.

Vi kan bevidst styre vores vejrtrækning og både trække vejret hurtigere og langsommere end vi normalt ville gøre. Og begge ting kan skabe problemer.

Myten om næsevejrtrækning ved høj intensitet

Det er efterhånden blevet meget kendt, at det at trække vejret gennem næsen generelt er en positiv ting. Nogle siger endda, at det er en fordel at gøre det stort set hele tiden – for eksempel når du træner.

Hele teorien bag, at det har en positiv effekt at trække vejret gennem næsen ved højere intensiteter af fysisk udfoldelse (og det er en teori og ikke veldokumenteret), er, at når vi trækker vejret langsommere og gennem næsen, så er der mere CO2 i kroppen. Det gør, at endnu mere ilt bliver frigivet til cellerne (som beskrevet i del 1). Det er det, vi kalder Bohr-effekten.

I praksis er det dog en anden snak. Der er flere argumenter for, at dette ikke holder, når vi begynder at øge intensiteten. Det kommer i sidste ende an på, at vi ikke kan flytte nok luft, når vi udelukkende trækker vejret gennem næsen, til at opretholde balancen mellem CO2 og ilt. For mere CO2 er kun en fordel i den rette kontekst.

Når kroppen løber tør for luft og skifter brændstof

Og hvad er det så for en balance? Det er ikke muligt på nogen måde at kvæle sig selv ved at trække vejret langsommere. Men hvis vi begynder at begrænse, hvor meget ilt der bliver indåndet, og hvor meget CO2 der bliver udåndet – hvilket sker ved tvungen næseånding ved højere intensiteter – så bruger vi ikke ilten lige så effektivt i vores energiomsætning.

Det betyder, at vi i højere grad og tidligere end hvis vi trak vejret med munden begynder at bruge mere glykose til at “danne” energi.

Du tænker måske: Hvorfor er det et problem? Glykose (sukker) er et meget begrænset brændstof. Det betyder, at vi hurtigere bliver trætte, generelt kan præstere mindre og derudover restituerer vi langsommere.

DERFOR er balancen altafgørende. Vejrtrækning handler om kontekst. Ved hvile og lavere intensiteter er vejrtrækning gennem næsen en fremragende idé, men på et tidspunkt bliver intensiteten simpelthen for høj til, at det giver fysiologisk mening.

Hyperventilering og den ubevidste overvejrtrækning i hverdagen

Det var den langsomme vejrtrækning – nu til den hurtige: hyperventilering.

Hyperventilering kan både ske meget bevidst ved at tage store, dybe vejrtrækninger gentagne gange, som nogle måske kender fra Wim Hof-metoden. Men vi kan også have tillært os et ubevidst mønster, hvor vi i hverdagen konstant trækker vejret mere end hvad der er nødvendigt for kroppen.

Første ting vi skal have afklaret er: Hvad vil det sige at trække vejret for meget?

Det korte svar er, at det handler om kontekst, og igen at der er balance mellem CO2 og O2. Når vi går mere i detaljer, så handler det også om pH-værdien i blodet. Vi ønsker nemlig, at den ligger stabilt mellem 7,35 og 7,45 hele tiden, og det bliver primært reguleret gennem vores vejrtrækning. Trækker vi vejret for meget, så udvasker (udånder) vi mere CO2, hvilket betyder, at blodet bliver mere basisk, og dermed stiger vores pH-værdi.

Her er der måske nogle, der har hørt, at det er positivt at være basisk, og f.eks. at det er sundt at spise basisk mad. Men i blodet handler det også om balance. En pH-værdi, der er mere syrlig eller mere basisk end 7,35–7,45, er et enormt problem, og det vil kroppen gøre alt for at rette op på – for vi overlever det ikke, hvis den falder uden for i lang tid. Vi besvimer for eksempel, hvis vi hyperventilerer meget tungt i længere tid, for på den måde sætter kroppen hjernen ud af spillet, og vejrtrækningen kan helt automatisk vende tilbage til balance.

Når ilten låses og stressresponsen aktiveres

Et andet problem ved, at der er for lidt CO2 i systemet pga. overvejrtrækning, er, som beskrevet tidligere, at vi ikke kan levere ilt fra blodet og ud til cellerne effektivt (Bohr-effekten). Der er masser af ilt i blodet, men cellerne kan simpelthen ikke bruge den.

Samtidig er CO2 en vasodilator. Det betyder, at CO2 får blodårerne til at slappe af og udvide sig, så blodet lettere kan løbe rundt i kroppen. Det er helt afgørende for dit blodtryk og for hvor hårdt dit hjerte skal arbejde.

Det sidste problem er, at når vi trækker vejret for meget, betyder det oftest også, at vi trækker vejret hurtigere. Det stimulerer det sympatiske nervesystem – også kaldet vores stressrespons. Det har en lang række afledte effekter i hverdagen, såsom øget puls, højere blodtryk, mere adrenalin og kortisol, dårligere fordøjelse og et mindre effektivt immunforsvar, for blot at nævne nogle få.

Vejrtrækningen styrer alt det andet

Del 2 her blev et niveau mere nørdet, og vi er ikke dybt nede endnu. Men essensen af det her er, at vores vejrtrækning påvirker utrolig meget, og den er på mange måder det centrale omdrejningspunkt for meget andet i din krop.

Det er ikke bare ilt ind og kuldioxid ud. Og ja, det sker automatisk, men vi kan have tillært os dårlige vaner, og vejrtrækningen kan praktisk talt “optimeres” hos alle. Og i og med at vejrtrækningen er så central for dit system, så er der rigtig mange parametre i dit liv, der bliver “optimeret”, når du begynder at arbejde bevidst med den.

Vil du have styr på dit systems brændstof og balance?

At optimere sin performance eller sundhed ved hjælp af vejrtrækning handler ikke om ekstreme metoder som konstant næseånding eller at leve med ubevidst stress. Det handler om kontekst og balance i kroppen.

Er du nysgerrig?

• Book en session: Skriv direkte til avh@laregista.com eller kontakt mig her for en uforpligtende snak.
• Vil du læse mere: Læs del 1 af denne artikel eller få et godt råd til, hvordan du får mere energi og bedre præstationer i hverdagen.