Jeg var i en vinterbadeforening i weekenden og oplevede noget, jeg ofte ser, når nogle hopper i koldt vand: De mister i større eller mindre grad kontrollen. Selvom det ikke er første gang, kan man ofte ane panik i øjnene de første sekunder.
Har du også prøvet at vinterbade og oplevet, at du mister kontrollen over din vejrtrækning, når det kolde vand rammer dig? Du er ikke alene. Min oplevelse er, at mange tror, at vinterbadning automatisk giver alle de fantastiske sundhedsfordele, der bliver fremhævet på sociale medier.
Det er ikke nødvendigvis tilfældet.
Tilgangen kan have stor betydning, og vinterbadning kan også have negative konsekvenser. Mange er enten ikke klar over eller glemmer, at det er ekstremt stressfyldt for vores autonome nervesystem at hoppe i koldt vand.
Fejlen mange begår
Forestil dig, at du forsøger at løfte en vægt, der er tungere, end hvad din krop kan håndtere. Du risikerer skader uden at blive stærkere. Det samme gælder, hvis du hopper i vand, der er så koldt, at det er langt over din tolerance. Ukontrolleret hyperventilation er et tegn på, at vandet er for koldt i forhold til, hvad du kan håndtere. Dette skaber ikke de ønskede positive effekter.
Hvad der kunne gavne mange For at øge chancen for, at du opnår mange af fordelene ved vinterbadning – som forbedret stresshåndtering, øget velvære og styrket sundhed – kan du starte med mindre ekstreme forhold. Her er en enkel guide:
- Start gradvist: Begynd med vand, der er mindre koldt, eller start med kun at dyppe hænder, fødder eller ben. Du kan f.eks. gå i indtil knæene, hoften eller navlen.
- Vær opmærksom på din vejrtrækning: Gå kun i vandet, indtil du mærker, at din vejrtrækning begynder at reagere. Stop der og arbejd på at genfinde rolig, dyb og stille vejrtrækning gennem næsen.
- Opbyg tolerance: Efterhånden som du bliver bedre til at kontrollere din vejrtrækning i mindre koldt vand, kan du gradvist øge udfordringen. Enten ved at være der længere tid ad gangen eller ved at gå i med større dele af kroppen.
Hvorfor kontrol er vigtigt
Kontrol over din vejrtrækning er nøglen til at udnytte vinterbadning som et redskab til stresshåndtering. Når du hyperventilerer i vandet og dermed stimulerer dit stressrespons, betyder det, at din krop forventer det samme næste gang og prøver at “kæmpe imod”. Ved at træne din evne til at holde en rolig vejrtrækning udsender du et signal til dit autonome nervesystem om, at du har kontrol. Dette er afgørende for at styrke din krops evne til at håndtere stress – både fra hverdagen og fra bevidst valgte udfordringer som koldt vand.
Spørg dig selv: Hvad er dit mål? Vil du gerne kunne opholde dig i det kolde vand i længere tid? Eller er dit mål at forbedre din generelle sundhed og evne til at håndtere stress? Hvis det sidste er dit fokus, kan det gavne dig at tilpasse din tilgang. Det handler ikke om at udholde mest muligt, men om at skabe en positiv fysiologisk og mental effekt.
Sikkerhed frem for alt.
Når vi har at gøre med koldt vand, er det vigtigt at tage sine forholdsregler:
- Gå aldrig alene i koldt vand.
- Undgå vinterbadning, hvis du har højt blodtryk, diabetes, kredsløbsproblemer eller generelt dårlig blodcirkulation.
- Er du i tvivl, så søg vejledning hos en læge eller anden professionel.
Ved at tage de rette skridt og starte med udgangspunkt i din egen tolerance kan vinterbadning blive en fantastisk måde at styrke både krop og sind.
Kontakt mig for mere inspiration. Mit arbejde handler om at hjælpe dig med at optimere din sundhed og præstation gennem bedre forståelse og håndtering af stress – hvad enten det er stress fra hverdagen eller udfordringer som vinterbadning. Hvis du vil vide mere, så kontakt mig for en uforpligtende samtale, hvor vi kan tale om, hvordan jeg kan hjælpe dig eller din virksomhed.
Tag første skridt mod en mere optimal hverdag – skriv til mig på avh@laregista.com!
Du kan læse mere om et Personlgit Forløb eller Workshops på disse links.


Skriv en kommentar