Havde vi bare den samme respekt for vores søvn i forhold til vores sundhed, som vi har for alkohol i forhold til at køre påvirket, så tror jeg, der er mange, som ville have det meget bedre.
Mange mennesker kunne aldrig finde på at køre bil, hvis de har indtaget alkohol, men at jævnligt sove 5-6 timer om natten er ikke noget problem, eller for den sags skyld at køre bil på minimal søvn.
“Ifølge Rådet for Sikker Trafik, så forhøjes din risiko for at være involveret i en træthedsulykke, hvis du:
- Har været vågen mere end 16 timer i træk
- Har kørt bil i mange timer uden pause (efter 8 timer er ulykkesrisikoen fordoblet)
- Hvis du kører på monotone strækninger som f.eks. motorveje
- Hvis du kører mellem klokken 3.00 og 5.00 om natten
- Hvis du har natarbejde eller arbejder i skiftehold” 1
Rådet for Sikker Trafik mener ikke, at vi er i stand til at køre bil, når vi ikke sover nok, så stor betydning har det for vores fysiske egenskaber. Det kræver ikke særligt meget af os at køre en bil, men det er tilsyneladende ikke forsvarligt, hvis vi ikke sover nok eller er vågne for længe. Jeg synes, det logiske spørgsmål er: Hvis vi ikke kan køre bil, når vi ikke får tilstrækkeligt med søvn, hvad kan det så ikke have af betydning for vores helbred? Hvor mange funktioner i kroppen bliver kompromitteret ved, at vi ikke sover nok eller godt nok?
“At køre bil selvom man er for træt til at gøre det, kan medføre meget alvorlige trafikulykker, og det straffes på linje med spirituskørsel.” 2
Jeg tror, vi alle kan være enige om, at det har alvorlige konsekvenser for vores helbred at være alkoholiker. Som du kan læse ovenfor, sidestilles manglende søvn med alkohol i forhold til, hvordan det påvirker vores krop. Jeg siger ikke, at det har de samme konsekvenser eller er det samme, men at de er lige alvorlige.
På trods af at vi godt ved alt dette, og at det ikke er ny viden, bliver vi konstant ved med at nedprioritere vores søvn. Vi ved, at skiftet fra vintertid til sommertid hvert år (én nat med én time mindre) forårsager stigninger i selvmord3 og blodpropper4, og at vores søvn er grundlæggende for utallige funktioner i kroppen. Alligevel mener vi på et individuelt plan, at vi kan klare os uden tilstrækkelig søvn. Vi skal forestille at være det mest intelligente dyr på planeten, men vi er det eneste dyr, som bevidst sover mindre, end hvad vi har brug for.
Vi kan ikke komme uden om, at penge spiller en rolle i, hvordan vi prioriterer vores tid. Det gælder ikke kun på et individuelt plan, men også som samfund. Det paradoksale er dog, at det koster penge at sove for lidt. Der er muligvis nogle individer, der kan tjene mere ved at sove mindre, men det er bogstaveligt talt med livet som indsats. Og hvad tjener de så pengene for?

Er der så forskel på at være beruset og at være træt?
Der kan ikke være tvivl om, at der er forskel, men hvis jeg først skal vende tilbage til trafikken, så har jeg to udtalelser her:
“Det er svært at sige præcist, hvor mange trafikulykker, der sker pga. træthed. Havarikommissionen har konkluderet, at på tværs af alle de ulykker, de har undersøgt i deres tidligere analyser indtil 2020 (270 ulykker i alt), så medvirker træthed/søvn til 8 % af ulykkerne.” 6
“Lige under 11% af tilskadekomne i trafikken fra 2022 skete pga. Spirituspåvirkning.” 7
Ud fra disse oplysninger er det muligvis ikke det samme, men udfordringen i trafikken er tæt på lige stor, hvis ikke manglende søvn er værre. Da det er meget svært med sikkerhed at sige, at en ulykke er forårsaget af træthed, er tallet potentielt væsentligt højere.
Studier viser også, at at være vågen i 17-19 timer har større påvirkning på vores performance end en alkoholpromille på 0,5. At være vågen i 24 timer svarer til en promille på 1,0.8
I en kultur, hvor vi bliver hyldet for at arbejde ekstra og sove mindre, er det svært at forstå i forhold til det, vi ved fra ovenstående. Vi ville aldrig anerkende en medarbejder som fantastisk, hvis han hver dag var fuld i arbejdstiden.
Til sidst vil jeg gerne beklage, hvis den artikel virker provokerende eller negativ. Det er ment som en kærlig opsang, for jeg ønsker virkelig, at du får den søvn, du fortjener, og kommer til at opleve de positive effekter af den.
Jeg frygter, at der skal noget drastisk til, før vi virkelig begynder at tage vores søvn alvorligt. Hvis du mener, jeg overdriver i artiklen, vil jeg gerne påstå, at jeg muligvis er tættere på at underdrive.
Jeg håber, du vil genoverveje, hvordan du prioriterer din søvn, ikke fordi jeg siger det, men fordi du ønsker et liv, hvor du kan og vil mere, og hvor du kan gøre det i mange år fremover.
Hvis du ikke ved, hvor du skal starte, er du velkommen til at kontakte mig på avh@laregista.com for at aftale en uforpligtende samtale. Som minimum så start med at få nok søvn; derefter kan du arbejde på at forbedre kvaliteten.
Offentlige anbefalinger: 9
- Unge 6-13 år:
- 9-11 timer med regelmæssige sove- og opvågninstidspunkter.
- Unge 14-17 år:
- 8-10 timer med regelmæssige sove- og opvågninstidspunkter.
- Voksne 18-64 år:
- 7-9 timer med regelmæssige sove- og opvågninstidspunkter.
- Voksne 65+ år:
- 7-8 timer med regelmæssige sove- og opvågninstidspunkter.
- https://fdm.dk/alt-om-biler/love-regler/faerdselsregler/hvilke-regler-gaelder-om-koersel-traethed ↩︎
- https://fdm.dk/alt-om-biler/love-regler/faerdselsregler/hvilke-regler-gaelder-om-koersel-traethed ↩︎
- 10.5539/ijps.v12n4p47 ↩︎
- https://openheart.bmj.com/content/openhrt/1/1/e000019.full.pdf ↩︎
- https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/23026955/ ↩︎
- https://www.hvu.dk/side/traethed-medvirker-til-mindst-8-af-trafikulykkerne ↩︎
- https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/transport/trafikulykker/faerdselsuheld ↩︎
- https://www.sst.dk/da/udgivelser/2024/Anbefalinger-for-soevnlaengde ↩︎


Skriv en kommentar