Elite sport i form af fodbold og at tage ansvar for sig selv, har været en stor del af mig liv. Det har skabt stor nysgerrighed på hele organismen, som vi kalder mennesket. Det gælder både kroppen og hovedet. Og det at vi selv kan påvirke vores eget liv, på godt og ondt, det facinere mig enormt. Det handler ikke kun om at teste egne grænser, men i langt højere grad om at lære at forstå sin egen krop og adfærd, som i sidste ende hjælper en med agere ud fra ens egne værdier. Altså mere bevidst.
Gennem de sidste 10 år har jeg opbygget min erfaring. Jeg er konstant nysgerrig på, hvordan vi fungerer som mennesker. Jeg opsøger viden, tester og eksperimenterer for at se selv, hvad der fungerer bedst, og hvad der sker, når vi arbejder på at blive en bedre udgave af os selv. At forstå sig selv og sin fysiologi giver mulighed for at blive en sundere og gladere person – fysisk, psykisk og emotionelt. Disse tre elementer arbejder tæt sammen og er afgørende for, hvordan vi fungerer professionelt og privat.
Jeg er grundlæggende fascineret af principperne, ikke af at finde den perfekte måde at leve på. Det handler ikke om at finde den perfekte måde at leve på, men derimod om at fundamentalt forstå, hvad der påvirker ens fysiologi i hverdagen. Dette hjælper med at lære sig selv bedre at kende og bidrager dermed også til at være den person, du ønsker at være.
La Regista
Hvor passer La Regista så ind i billedet?
Regista er italiensk og beskriver en position og spillestil for en bestemt type fodboldspiller. Det bedste danske udtryk ville være en dybdeliggende playmaker. For mig er en Regista ikke den afgørende spiller på en fodboldbane, idet en Regista ikke scorer mål eller afgør kampe. En Regista er derimod den spiller, der sætter rammerne for, hvad der kan ske. En Regista dikterer spillet.
Vi kommer ikke til at være afgørende for vores sundhed på den måde, at vi styrer, hvad der sker på celleniveau, men vi kan sætte rammerne. Vi kan påvirke mange ting og være med til at diktere miljøet, diktere spillet om du vil.
Min ambition er at hjælpe dig og mange andre med at være din egen Regista i dit liv. Jeg ønsker at skabe bevidsthed om, hvordan din dagligdag og din håndtering af den påvirker din sundhed. Ikke fordi jeg ønsker, at alle skal leve på samme måde, men så du kan få en bedre forståelse af, hvad dine valg betyder, og så du kan være den person, du ønsker at være, både professionelt og privat.
Del med:

