Flere atleter, erhvervsfolk og influencere bruger næsestrips – men er det et tegn på, at der er noget sundheds- eller præstationsfremmende at hente?
Det seneste år er det eksploderet med virksomheder, der sælger næsestrips, tape eller magneter, som lover alt fra bedre søvn til forbedret sportspræstation.
Men virker det – og hvordan?
Hvad gør næsestrips egentlig?
Du placerer et stykke tape eller små magneter over næseryggen. Det skal hjælpe med at forhindre, at næsen kollapser under vejrtrækningen, hvilket kan gøre det lettere at få luft ind gennem næsen – især hvis du har en skæv næseskillevæg eller lidt tilstoppede næsebor.
Kort fortalt: Næsestrips kan lette luftgennemstrømningen gennem næsen – men kun hvis du allerede trækker vejret gennem næsen og har en udfordring med kollaps af næseborene.
Hvad lover virksomhederne der sælger dem?
- Mindsker snorken
- Gør det lettere at trække vejret gennem næsen
- Øger søvnkvaliteten
- Forbedrer ilttilførslen og præstation under sport
Det lyder jo fantastisk. Men lad os se på, hvad der faktisk er op og ned.
1. Mindsker næsestrips snorken?
Måske. Hvis din snorken skyldes, at næsen er tilstoppet eller næseborene kollapser, kan næsestrips hjælpe – det viser nogle mindre studier.
Men: Mange snorker, fordi luftvejene i svælget bliver smallere under søvn – og det løser næsestrips ikke.
Der kun en chance for at de hjælper, hvis snorken skyldes næsen.1
2. Gør næsestrips det nemmere at trække vejret gennem næsen?
Ja – men det er vigtigt at forstå hvordan og hvornår.
Hvis dine næsebor kollapser let, eller du har en smule tilstoppet næse, kan stripsene give mere fri passage.
Men de ændrer ikke på, om du trækker vejret gennem næsen eller munden.
Det styres af et komplekst samspil mellem:
- Hjernen
- Det autonome nervesystem
- Chemoreceptorer, stretch- og baroreceptorer
- m.fl.
Et plaster på næsen ændrer ikke det system. Det betyder, at har du en tendens til at trække vejret gennem munden, så gør de ingen forskel.
3. Øger næsestrips søvnkvaliteten?
Der findes ikke veldokumenterede studier, som bakker denne påstand op.
Argumentet lyder: Hvis du trækker vejret bedre gennem næsen, sover du bedre.
Det er som udgangspunkt korrekt. Men vi har faktisk ikke brug for at trække vejret meget under søvn – tværtimod.
Og igen: Næsestrips ændrer ikke adfærd. Hvis du plejer at trække vejret gennem munden, ændrer de ikke dette.
Hvis snorken mindskes, kan det forbedre søvnen – men det er ikke dokumenteret, at næsestrips har denne effekt.
Når det er sagt: Hvis det føles bedre for dig – så brug dem endelig. Din oplevelse tæller også.
4. Forbedrer næsestrips ilttilførslen ved sport?
Denne påstand er ofte misforstået fysiologi.
Virksomhederne antager, at lettere næsevejrtrækning fører til mere næsevejrtrækning – og det giver bedre ilttilførsel.
Men:
- Du trækker ikke nødvendigvis vejret mere gennem næsen.
- Din iltlevering til cellerne afhænger i høj grad af Bohr-effekten (forklaret her) – ikke af, hvor let luften kommer gennem næsen.
- Det afgørende er, hvor meget du trækker vejret i forhold til dit aktivitetsniveau – ikke om du kan trække vejret lettere gennem næsen.
📚 Kilde – PMC studie
📚 Kilde – DiVA studie med ishockeyspillere
Begge studier viser ingen forskel i præstation med eller uden næsestrips.
Så… hvem kan få gavn af næsestrips?
Har du:
- En tilstoppet næse?
- Allergi?
- Kollapsende næsebor?
- Skæv skillevæg?
Så kan næsestrips være en midlertidig løsning – som en støtte til at holde næseborene åbne.
Men: Det ændrer hverken din vejrtrækningsadfærd eller afhjælper dine udfordringer med en skæv skillevæg.
Hvad bør du gøre i stedet?
Træn din vejrtrækning!
Lær at bruge næsen aktivt – både i hvile og under aktivitet.
På den måde styrker du musklerne og vævet omkring næsen og træner dit nervesystem til at foretrække næsevejrtrækning.
Det kan ikke kun forbedre din søvn, øge ilttilførslen, skabe mere ro, overskud og energi i hverdagen… men også være med til at reducere stress og angst.
Det kan du lære mere om HER.
Eller skriv til mig, hvis du vil høre mere: avh@laregista.com
Brug dem ikke permanent!
Hvis du bruger næsestrips for meget eller for længe, risikerer du, at vævet og musklerne omkring næsen bliver dårligere til at holde næseborene åbne – fordi stripsene “gør arbejdet for dem”.
Det kan faktisk forværre din evne til at trække vejret gennem næsen, når du ikke har dem på.
Konklusion
Næsestrips kan være en kortvarig hjælp – men de er ikke en langsigtet løsning.
Vil du forbedre din søvn, præstation og ilttilførsel?
Så skal du ikke tape dig til det – du skal træne din vejrtrækning og forstå, hvordan kroppen faktisk fungerer.


Skriv en kommentar