Stress er sundt?!

Hvad betyder det?


Det bliver med garanti misforstået, alene af den grund, at ordet “stress” bliver brugt og forstået på forskellige måder, og oftest negativt. Lad os kigge på to forskellige definitioner:

“I psykologisk litteratur er stressbegrebet især baseret på følgende definition: “Stress defineres som et særligt forhold mellem personen og omgivelserne, som opfattes som en belastning af personen eller som overstiger hans eller hendes ressourcer og truer hans eller hendes velbefindende”.” (Kilde: Netdoktor)

“I medicinsk sammenhæng er stress en tilstand i kroppen (organismen), det vil sige effekten af en påvirkning. Denne tilstand har både en fysiologisk og psykologisk side.” (Kilde: Netdoktor)


Umiddelbart indikerer ingen af disse definitioner, at stress skulle være sundt. Men på den anden side siger definitionerne reelt set ikke noget om, hvorvidt stress er negativt eller positivt.

Når vi taler om stress, er kontekst vigtig. Vi har et stressrespons i kroppen, så jeg synes, det er naturligt at starte der. Vores stressrespons er den sympatiske del af vores autonome nervesystem, også kendt som “kæmp, flygt eller frys”. Hvis det er velfungerende og afbalanceret, er stress en fantastisk ting, der hjælper os på mange måder.

Et godt eksempel er, når vi er fysisk aktive, altså træner. Det er stress for kroppen, det aktiverer det sympatiske nervesystem og har mange afledte fysiologiske effekter, såsom stigning i puls og hurtigere og mere overfladisk vejrtrækning. Det påvirker også vores kognitive evner, som vores evne til at fokusere. Når vores stressrespons er aktivt, kan man sige, at kroppen nedbryder sig selv. Det smukke sker efterfølgende, hvor reaktionen på dette er, at vi bliver stærkere, men den proces med at blive stærkere sker først efterfølgende. Hvad mange glemmer, er, at den efterfølgende proces, hvor der skal være ro på systemet, er en aktiv proces og nødvendigvis ikke noget, der bare sker af sig selv, i hvert fald ikke i det omfang, vi ønsker.

Træning (stress) i optimale mængder er uden tvivl en yderst positiv ting. Ud over træning kan der være mange elementer i vores daglige liv, der aktiverer vores stressrespons, og det er afgørende, hvor gode vi er til at håndtere disse situationer, for at sikre, at stressniveauet ender med at være sundt og gavnligt.

Hvordan ved man, om det stress, man udsætter sig selv for, er sundt? Det bliver interessant her, hvor vores vejrtrækning enten bliver en samarbejdspartner eller en modstander. Når du lærer at forstå og være opmærksom på din vejrtrækning, kan den blive en rigtig god samarbejdspartner. Det modsatte kan ske, hvis du ikke er opmærksom. Jo mere du arbejder med dig selv, jo dygtigere vil du blive til at forstå, hvor du er, og hvor meget du kan håndtere. At få en grundlæggende forståelse for vores autonome nervesystem er et godt sted at starte, og det kræver nysgerrighed og tålmodighed, men det er det hele værd.

Resultatet – Du bliver en bedre version af dig selv.

Kontakt info i bunden af siden.

Skriv en kommentar